Om osKoncerterKontaktShopSitemapLinksIntranet
Forside  ›  Om os  ›  Dirigent Dansk

Dirigent

Mads Bille

Mads Bille er uddannet organist og korleder fra Det Jyske Musikkonservatorium med videregående orgelstudier, sangstudier og korlederstudier, primært i England og Sverige.

Mads sidder i en række bestyrelser og advisory boards og er en efterspurgt foredragsholder om blandt andet talentudvikling og etablering af talentmiljøer. Han har holdt foredrag på flere danske konservatorier, på konferencer i blandt andet Friends of Cathedral Music, England , Nordisk Kirkemusiksymposium, Kulturministeriet og på Nordisk Korledersymposium.

Han har dirigeret hundredvis af koncerter i Danmark, det meste af Europa og i USA primært som dirigent for Herning Kirkes Drengekor. De senere år har Mads beskæftiget sig indgående med sangens rolle i samfundet og korets rolle i gudstjenesten. Begge er hovedtemaer i Mads’ arbejde med at udvikle både den folkelige og den elitære sangkultur i Danmark

Kunstnerisk leder for Den Jyske Sangskole

I 1999 stiftede Mads Bille Den Jyske Sangskole, hvor han nu er kunstnerisk leder. Den Jyske Sangskole varetager et nationalt opdrag med at fremme sangen i Danmark og er i stigende grad et både nationalt og internationalt centrum for arbejde med unge sangstemmer.

Den Jyske Sangskole er MGK-center for klassisk sang og skolen uddanner de 200 børn og unge i Herning Kirkes Drengekor og skolens pigekor, MidtVest Pigekor, i et Team Danmark inspireret sangmiljø.

I 2011 tog Mads sammen med Den Jyske Sangskoles administrative leder, Christian Alstrup, initiativ til etablering af 8 Sangkraftcentre i Danmark. Sangkraftcentrene fungerer som en ny søjle i dansk kulturliv med fokus på udviklingen af skolesangen, den folkelige sang og på fødekæden til de sangfaglige uddannelser.

Dirigent for Herning Kirkes Drengekor

Mads har været organist ved Herning Kirke og leder af Herning Kirkes Drengekor siden 1984. Mads Bille dirigerer Herning Kirkes Drengekor i dets krævende program af gudstjenester, koncerter, cd indspilninger, radio- og tv optagelser og turnéaktiviteter. Mads Bille har igennem mange år bestilt og uropført musik til Herning Kirkes Drengekor hos danske og udenlandske komponister som John Frandsen og Alexander Prior.

Igennem årene har Mads medvirket ved mange produktioner af kor- og orgelmusik til radio og tv. Desuden har han medvirket både som orgelspiller og dirigent på en lang række cd-indspilninger.

Mads Bille blev i 2009 Ridder af Dannebrog.